Med stor overraskelse kunne vi læse i Frederiksberg Bladet, at kommunen havde besluttet at Mathildevej skulle lukkes ud mod Søndre Fasanvej. Der blev hasteindkaldt til møde i Vejlauget.
Ved den ekstraordinære generalforsamling i Vejlauget Frederiksvej & Mathildevej d. 23. oktober 2014, blev det diskuteret, hvad vi kunne gøre i forbindelse med den varslede lukning af trafikken fra Mathildevej mod Søndre Fasanvej. By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune “glemte” at høre beboerne på vejene om vores holdning til dette. Lukningen blev vi først opmærksomme på via en artikel i Frederiksberg Bladet, som omtalte det som led i et “trafiksikkerhedsprojekt”. I perioden 2009-13 har der dog kun været et eneste uheld - som ikke var alvorligt - ved et møde ml. cyklist og bil ved udkørsel til Søndre Fasanvej fra Mathildevej.
Alle fremmødte på mødet var stærkt imod en lukning, (på nær to, der hverken var for eller imod). På mødet blev det fra mange understreget, at især langsommere eller umulig tilkørsel for brand- og ambulanceudrykning kunne være et fatalt resultat af en lukning. Desuden oplever vi alle jævnligt at enten Frederiksvej eller Mathildevej spærres af renovationsbiler eller lign. så det er nødvendigt at vende om og tage den anden vej ud.
Da alle var enige om, at vi skulle kæmpe for at holde vejen åben ud mod Søndre Fasanvej, blev det besluttet at starte en underskriftindsamling imod lukningen. Resultatet af underskriftindsamlingen var 400+ underskrifter, som blev afleveret til Frederiksberg Kommune. Dette samt god dialog med flere lokalpolitikere var med til at kommunen omstødte beslutningen om lukningen.
Undervejs var der flere artikler i Frederiksberg Bladet, som kan læses her og her.